Et år er gået siden Hamas’ modbydelige terrorangreb på israelske byer nær Gaza. Krigen, de startede, er stadig i gang og er kun vokset siden, noget Sinwar – Hamas’ leder – hævdes at have håbet på. Israel har stadig ikke fået alle gidslerne ud af Gaza, palæstinenserne i Gaza lider stadig under en brutal krig, som Hamas påførte dem, og nord for Israel, i Libanon, er Israel blevet trukket ind i en krig mod Hizbollah, som Hizbollah startede dagen efter Hamas’ modbydelige terrorangreb. Det er ikke længere kun palæstinenser og israelerne, der lider under elendigt og selvoptaget lederskab, nu er libaneserne også inddraget.
Dette er indledningen til et skriv, som jeg har skrevet og omskrevet flere gange. Jeg har så meget, jeg gerne vil udtrykke, men fattes ord, når det kommer til at skrive det ned. I hvert fald uden at det bliver en lang smøre af usammenhængende betragtninger.
Jeg har holdt mig selv fra at se videoerne fra den syvende oktober, da jeg ved hvad det vil gøre ved mig. Jeg er ikke klar til at se dem endnu. Og jeg må erkende, at jeg heller ikke er klar til at nedfæste mine tanker og betragtninger, uanset hvor meget jeg gerne vil skrive noget indsigtsfuldt og sigende om året der er gået.
Jeg havde planer om at skrive om min oplevelse den syvende oktober. Hvordan jeg blev vækket af alarmer om raketangreb. Om min manglende evne til at begribe hvordan Hamasfolk kunne løbe uhindret rundt i israelske byer og slagte civile, uden at militæret var til stede. Fortvivlelsen over fraværet af militær eller politiske ledere.
Jeg havde tænkt mig at skrive over den vrede og afmagt, jeg har følt, ikke kun i forhold til angrebet selv, men også i forhold til vores ledere og deres arrogante ligegyldighed overfor den befolkning, som de hævder at repræsentere og arbejde for.
Jeg ville have sagt noget om det svigt, som jeg har oplevet fra venner, bekendte og folk, jeg respekterede, der fuldstændigt gav køb på deres principper, for ikke kun at undskylde Hamas’ modbydelige terrorangreb, men ligefrem gav udtryk for støtte til det.
Jeg ville have insisteret på nødvendigheden af, at fokusere på de individuelle skæbner, på at se én selv i næsten, på ikke at ende som det monster, man hævder at bekæmpe.
Men når det kommer til at sætte ord på det hele, overtager trætheden og udmattelsen efter et års barbarisk krig, både konkret og ideologisk, kroppen og ordene glider ud i en lang smøre uden fokus.
Krig er mere end raketter, man skal søge tilflugt fra, mere end døde kroppe, der skal trækkes ud af ruinerne, mere end soldater, der kæmper mod civil-klædte militser. Det er en tilstand, der rammer uden at man er klar over det. Selv hvis man er velsignet med en hvis afstand fra selve kamphandlingerne, er krigen der stadig. Den er altomsluttende. Når man vågner om morgenen og tjekker nyhederne for nye udviklinger i løbet af natten. Når man gør børnene klar til skole og prøver at lade dem føle, at alt er ok, mens man håber at dagen forløber roligt for dem, mens man fortæller sig selv at man ikke altid kan være der til at beskytte dem og at det er ok, der er folk der vil passe på dem. Mens arbejder og kun kan fokusere halvt på arbejdet, da der er konstante opdateringer om raketangreb. Når man går i bad og håber at der ingen angreb er undervejs. Når man tjekker email, Facebook, whatever og skal læse om hvor modbydeligt et menneske man er, alene baseret på folks følelse af hvem der er “de gode” og hvem der er “onde”. Og endeligt, når man går i seng og alle indtrykkene dukker op i vores drømme.
Men det er i kampen med vores indre dæmoner, at krigen virkelig mærkes. Hvor nemt det er at hade, at ignorere den andens menneskelighed, at ville andre det ondt. Principperne opgives, næstekærligheden glemmes. Klanmentaliteten overtager vores opfattelse af hvem, der har ret og hvem, der tager fejl. Ting, som vi anklager andre for, er vi ofte selv skyldige i og selv når vi anerkender dette, undskylder vi det for “vi er i krig”. Krigen dræber ikke kun vore kroppe, den dræber vores sjæl, vores menneskelighed.
Det er nemt at ende i diskussioner, eller rettere sagt, skænderier, om hvem der er skyld i hvad og hvem der lider mest, hvad der skete før den ene katastrofe, hvem der eskalerer eller hvem der tager hævn. Men intet af dette hjælper til at stoppe krigen eller lidelsen. Selv når en våbenhvile er presset ned over de stridende parter, vil der stadig ikke være fred. Der vil blot være en stille periode, før det hele eksploderer igen. Tilliden havde hårde kår før, men nu er den nærmest ikke-eksisterende. Mere end noget andet er det dette, den gensidige tillid, der er nødvendig for fred, der har lidt mest. Men ingen synes at være interesseret i at ville genopbygge den. Folks tilgang er totalitær, den ene side er ensidigt ond, den anden ensidigt god og der er kun plads til én side. Og hvis du ikke er enig, er du barnemorder eller nazist.
Et års krig, allerede, men det føles kun som begyndelsen. Og jeg frygter hvor meget lidelse mere, der vil blive oplevet før det får en ende.