To Parters Forsøg på at Forhindre Fred

Det følgende er en kritik af to parter, der gør stor skade på dialogen om fred. Det er ikke de eneste parter, men det har været de to, udover Hamas, der har udgjort den største forhindring for dialog det seneste års tid.

Kritik af den Israelske Side

Interne Splittelser i Koalitionen

Den israelske regering er tydeligt splittet i sin tilgang til våbenhvilen. Mens nogle koalitionsmedlemmer ser aftalen som en nødvendig foranstaltning for at sikre gidslernes hjemkomst og skabe en pause i volden, er andre åbent kritiske. Højrefløjsministre som Bezalel Smotrich og Itamar Ben-Gvir har udtalt deres modstand mod aftalen og betegner den som en farlig indrømmelse til Hamas, der kan undergrave Israels sikkerhed. Trusler om at forlade regeringen viser, hvor dyb splittelsen er.

Netanyahu har forsøgt at balancere disse interne uenigheder, men hans offentlige udtalelser om, at en permanent våbenhvile er uacceptabel, afslører en manglende vilje til at udforske løsninger ud over militære midler. Denne holdning forstærker kritikken af hans lederskab som reaktivt snarere end visionært.

Sammenligning med Forslaget fra Maj 2024

Den nuværende våbenhvileaftale har slående ligheder med det forslag, der blev fremlagt i maj 2024. Begge inkluderer en færdigforhandlet tre-faset plan, som involverer udveksling af gidsler og fanger, midlertidige ophør af fjendtligheder og et længere perspektiv om genopbygning af Gaza. En vigtig forskel er dog, at den nuværende aftale har forlænget den første fase fra tre uger til seks uger. Dette kunne tyde på et forsøg på at skabe mere tid til tillidsskabende initiativer og en mere gradvis overgang til en permanent våbenhvile.

Det er bemærkelsesværdigt, at både Biden-administrationen og tidligere præsident Trump har taget æren for denne aftale, som afspejler deres tidligere forslag. Denne politiske dimension understreger USA’s centrale rolle i processen, men rejser spørgsmål om, hvorfor det tog så lang tid at nå til enighed, når rammen allerede var på plads i maj 2024. Forløbet antyder, at interne politiske spændinger i Israel kan have forsinket beslutningsprocessen, hvilket har haft betydelige humanitære omkostninger.

Denne forsinkelse rejser alvorlige spørgsmål om lederskabets prioriteter på begge sider. Netanyahu-regeringen, der ofte fremsætter en kompromisløs sikkerhedspolitik, synes mere optaget af interne politiske manøvrer end af at sikre hurtige og effektive løsninger på den humanitære krise. Tilsvarende kan Hamas kritiseres for at bruge befolkningen i Gaza som et politisk værktøj, snarere end at prioritere deres velfærd. Denne situation efterlader almindelige mennesker på begge sider som de virkelige tabere, fanget i et spil, hvor lederskabets manglende handlekraft og gensidige mistillid har kostet utallige liv.

Problemet med den Manglende Israelske Politiske Vilje for Indrømmelser

Den israelske regerings insisteren på konstant bosættelsesudvidelse, manglende vilje til at beskytte palæstinensiske civile mod vold fra ekstremistiske bosættere, og systematiske hindringer for opbygningen af en palæstinensisk stat udgør grundlæggende barrierer for en varig fred. Disse politikker underminerer ikke kun mulighederne for forsoning, men skaber også dybere kløfter mellem de to samfund.

Et tydeligt eksempel på de manglende fremskridt inden for palæstinensisk statsopbygning kan ses i behandlingen af Salam Fayyads initiativer som premier- og finansminister for den Palæstinensiske Myndighed. Fayyad arbejdede utrætteligt for at etablere en transparent og effektiv offentlig administration i de palæstinensiske områder, men hans bestræbelser blev gentagne gange modarbejdet af israelske restriktioner, der hæmmede økonomisk udvikling og fri bevægelighed.

Denne dynamik viser, hvordan kortsigtede politiske valg på den israelske side ikke blot forhindrer en øjeblikkelig løsning på konflikten, men også underminerer mulighederne for at skabe de strukturer, der kunne understøtte en varig fred.

Vi ser for example problemet i forhold til Netanyahus strategi med at acceptere overførsel af kontanter til Hamas, som står i skarp kontrast til den manglende støtte til Fayyads reformer. Ved at tillade pengeoverførsler til Hamas har Netanyahu indirekte styrket en gruppe, som han samtidigt bruger som argument for, hvorfor fred med palæstinenserne ikke kan opnås. Denne dobbeltstrategi underminerer de moderate stemmer i de palæstinensiske områder og fastholder konflikten i en cyklus af vold og mistillid.

Kritik af Vestlig “Pro-Palæstinensisk” Aktivisme

Men det er ikke kun på den israelske side, at der er grund til kritik. Dette er også tilfældet med støtter af den palæstinensiske sag. Et væsentligt problem med visse former for vestlig “pro-palæstinensisk” aktivisme er den kompromisløse tilgang, som nogle aktivister indtager, hvor dialog med israelere afvises fuldstændigt. Eksempler fra sociale medier og demonstrationsmiljøer viser, hvordan enkelte stemmer ikke blot ser våbenhvilen som en midlertidig pause, men som en strategisk mulighed for at fortsætte kampen mod Israels eksistens.

Eksempler på Retorik

En fremtrædende tendens er slogans som “From the river to the sea,” der ofte anvendes af aktivister, og som kan tolkes som en opfordring til at eliminere den israelske stat. Sådan en tilgang underminerer mulighederne for at bygge bro mellem de to folk og sår tvivl om aktivisternes ægte interesse i at forbedre de palæstinensiske levevilkår. Ved fuldstændig at afvise dialog og forhandlinger cementeres konflikten, og det er de palæstinensiske samfund, der fortsat lider under blokade, krig og manglende udvikling.

Et eksempel på denne dynamik ses i udtalelser fra enkelte vestlige aktivister, der beskriver ethvert forsøg på dialog som “normalisering” og dermed uacceptabelt. I stedet for at fremme samarbejde mellem israelske og palæstinensiske grupper, er fokus ofte på boykotter og sanktioner, der sjældent bidrager til reelle forbedringer for de mennesker, de påstår at støtte.

Konsekvenser for Palæstinensere

Denne tilgang risikerer at fastholde palæstinenserne i en uendelig cyklus af konflikt og lidelse. Afvisning af dialog forhindrer praktiske løsninger, der kan forbedre dagligdagen for folk i Gaza og på Vestbredden, såsom adgang til rent vand, elektricitet og sundhedsydelser. Derudover kan en sådan ensidig retorik styrke ekstreme grupper på begge sider, hvilket yderligere forværrer konflikten.

Opfordring til Refleksion

For at fremme en reelt pro-palæstinensisk agenda, må vestlige aktivister overveje, hvordan deres handlinger og retorik påvirker de mennesker, de siger, de støtter. Aktivisme, der fokuserer på at fremme dialog, udvikling og respekt for begge siders rettigheder, har langt større potentiale til at skabe positiv forandring.