I det følgende vil jeg dele et par tanker, betragtninger, observationer om Palæstina under hellenismens kontrol. Formålet er primært at sætte ord på mine tanker (for mig selv) og for at give lidt indsigt i periode, som forhåbentligt vil hjælpe til at danne baggrund for fremtidige indlæg om emnet. Forståelsen af hellenismen og dens betydning for udviklingen af Palæstinas samfund i de følgende århundreder er afgørende, for at forstår hvorfor ting udviklede sig som de gjorde, selv op til vores moderne tid. 

Perioden startede med Aleksander den Stores sejr over perserne i det fjerde århundrede og varede indtil det andet århundrede før vestlig tidsregning. Hellenismens indflydelse stoppede ikke da, men efterlod sig spor ind i de følgende århundreder, både i forhold til filosofi, kunst, religion og kultur. 

Aleksander den Stores Sejr 

Hellenismen er et kulturelt “blandingsprodukt”, der opstod efter Aleksander den Store erobrede Nær- og Fjernøsten, et område der spredte sig fra vore dages Grækenland og Makedonien til Indien. Dette imperium, der blev grundlagt med Aleksanders sejre i det fjerde århundrede før vestlig tidsregning (fvt), var et af datidens største imperier, der inkluderede en fantastisk broget samling af folkeslag og kulturer. Selv efter Aleksanders død i 323 fvt blev de overordnede strukturer fastholdt af hans efterfølgere, hvilket førte til en fusion af græsk og nærøstlige kulturer, resultatet af dette er hvad vi kender som hellenismen.  

I forhold til Palæstina er det primært tre efterfølgere, der er værd at nævne. Laomedon fra Mytilene, der var den første hersker over Syrien (hvilket inkluderede Levanten), Seleukos Nikator, som senere blev givet Syrien, og Ptolemaios Soter, der var regent af Egypten. 

De Hellenistiske Regenter Efter Aleksanders Død 

Efter Aleksanders død samledes alle hans generaler og nærmeste, for at diskutere hvad, der skulle ske med hans imperium. For at undgå at gøre det for langt, vil vi blot fokusere på førnævnte Laomedon og Ptolemaios. Laomedon blev gjort til regent af Syrien i 323 fvt og kort tid derefter angrebet af Ptolemaios, der var gjort til regent af Egypten.  

I 321 fvt mødtes Aleksanders efterfølgere igen for at diskutere den tidligere opdeling, hvor Laomedon igen blev givet Syrien. Ptolemaios forsøgte sig så med en ny tilgang og tilbød Laomedon at købe Syrien fra ham, hvilket Laomedon afviste. Siden dette ikke virkede, valgte Ptolemaios at benytte sig af hans tidligere succesfulde metode og sendte Nikanor til Syrien for at angribe Laomedon, igen med succes. 

De Hellenistiske Krige 

I de følgende år blev nye kampe udkæmpet internt mellem Aleksanders efterfølgere, hvilket resulterede i en fjerde regents kontrol over Syrien, Antigonos Monophthalmus.  

Seleukos kom på scenen i 312 fvt, efter at være gjort til regent af Babylon med Ptolemaios hjælp. Han havde derefter succes med at erobre hele den østlige del af Aleksanders imperium. Efter den fjerde krig mellem Aleksanders efterfølgere, blev det besluttet at Syrien skulle gives til Seleukos. Ptolemaios fastholdt dog kontrollen over Syrien, uden at Seleukos forsøgte at få det tilbage. Først senere, i det tredje århundrede fvt, blev Syrien kastet ud i en række krige mellem det seleukiske og ptolemæiske imperium, der førte til endelig seleukisk kontrol over Syrien i 200 fvt. Den sidste krig mellem de to imperier blev udkæmpet i 170-168 fvt, men Syrien blev fastholdt under seleukisk kontrol, dog kun indtil makkabæerne ledte et oprør mod seleukiderne i årene 167-141 fvt og formåede at frigøre sig fra deres kontrol, hvilket underlagde store dele af Palæstina under jødisk kontrol. 

Palæstina var altså under hellenistisk styre fra 323 fvt til 167 fvt, 156 års krig og strid mellem magtlystne herskere. Det er vigtigt at forstå, at på trods af de mange krige, så er det begrænset hvor meget lokalbefolkningen i Palæstina mærkede til det. De fleste kampe blev udført i kystområderne og sjældent i bjergområderne, hvor transport af militære enheder var en udfordring, der ofte ikke var værd at tage. Det var kystbyerne og områderne, der var af værdi.  

Lokalbefolkningen i Palæstina Under Hellenistisk Kontrol og Indflydelse 

Lokalbefolkningen var ej heller altid uden indflydelse eller interesse i konflikterne. Mange lokale herskere udnyttede konflikterne til at tiltage sig mere magt og kontrol. Et eksempel på dette er den lokale militære leder Tobias, en jøde med en etnisk blandet styrke under sin kontrol, der havde hovedsæde nær Jordanfloden. Han tjente ptolemæerne og udnyttede dette til at sikre sig kontrol og indflydelse. Hans efterkommere ville senere blive delt i deres loyalitet til henholdsvis ptolemæerne og seleukiderne, i deres jagt på retten til at inddrage skattebetalinger, et privilegie der var en sikker måde at skabe en sikker indtægt og indflydelse. 

Udfordringen ved det Historiske Studie af Palæstina Under Hellenismen 

En udfordring ved at studere Palæstina under denne periode er de få kilder vi har til rådighed. De bibelske tekster kan hjælpe os, men kun efter et kritisk studie og analyse, der tillader os en bedre forståelse for dateringen af de individuelle tekster, et emne, der stadig debatteres mellem bibelforskere. Historiske tekster er enten senere eller få. En af de vigtigste dokumenter er Zenons papyrus. Zenon var en udsending for Apollonius, den ptolemæiske finansminister, der beskriver hans interageren med lokale ledere i Palæstina samt hans kommunikation i de følgende år.  

Det er også vigtigt at holde for øje, at lokalbefolkningen i Palæstina bestod af mange forskellige befolkningsgrupper. Et problem ved meget af den historie, der er skrevet om området i denne periode, er fokuseret på den jødiske befolkning. Dette beskrives typisk i historieskrivning der beskrives som Det Andet Tempels historiske periode. Problemet ved dette er fokuseret på den jødiske befolkning, hvor ikke-jødiske befolkningsgrupper beskrives perifært og sjældent detaljeret.  

For at få en fuld forståelse af Palæstina under hellenistisk kontrol, er det vigtigt at inkludere de andre befolkningsgrupper, der inkluderer samaritanere, arabiske folkeslag (idumæere, ituræere og nabatæere), samt græsktalende kolonier. Især den sydlige del af Palæstina, Negev og det sydlige Wadi Araba, er der tale om arabisk Palæstina, som sjældent behandles af den historieforskning, der fokuserer på jødernes historie i Palæstina, men som spiller en afgørende rolle for udviklingen af dette område. Idumæerne og ituræerne (som befandt sig i den nordlige del af Palæstina omkring Golan-området) ville senere blive erobret og assimileret af de hasmonæiske regenter, som førte til deres (tvungne?) konvertering til jødisk religion. 

Lidt om Det Jødiske Element i Palæstina

Desuden er det vigtigt at vide, at hvad vi kalder jødisk religion og identitet på dette tidspunkt afviger fra hvad, vi opfatter det som i dag. Det var i denne periode at det at være jøde, ændrede sig fra at være defineret i henhold til geografisk og politisk, til senere at være religiøst defineret. Forskellen defineres typisk mellem at være judæer til at være jøde, med førnævnte som en geopolitisk konstruktion og sidstnævnte til at være en religio-etnisk definition.  

Jødisk religion var fokuseret på Templets centrale rolle og at der var forskellige former for jødisk religion.  

Accepten af Hellenistisk Kontrol

For alle befolkningernes vedkommende, synes der at have været en accept af at være underlagt imperialistisk kontrol med nogle undtagelser. Vi ved at nabatæerne ikke var underlagt imperialistisk kontrol og at de, på trods af seleukiske forsøg, aldrig blev tvunget til at underlægge sig hellenistisk kontrol. Dette varede dog kun til romernes indtog i Nærøsten, der førte til en endelig annektering i år 106 vt., men det er langt senere end den periode, vi beskæftiger os med her.  

Nabatæerne ville alliere sig med de jødiske rebeller i makkabæer-oprøret, omend deres forhold til hasmonæerne, der opstod i kølvandet af oprøret, ville skifte mellem at være fjendtlig til venligt.  

Jøderne opholdt sig primært i Judæa, i hvad der i dag udgør de centrale og sydlige dele af Vestbredden og området omkring Jerusalem. Samaritanerne befandt sig i den nordlige del af Vestbredden ud mod kysten. Ituræerne befandt sig i den østlige del af Galilæa og Golan-området og i det sydlige Palæstina finder vi idumæerne og nabatæerne. Det betyder naturligvis ikke, at de forskellige grupper kun befandt sig indenfor de nævnte områder, men det giver en generel forståelse af Palæstinas struktur. De græsk-talende kolonier befandt sig primært i det centrale kystområde og Galilæa, men under seleukiderne blev græsk-talende folk ført til andre områder, bl.a. Jerusalem, hvilket ville føre til sammenstød mellem de græsk-talende og lokale jødiske grupper. 

Et par Afsluttende Tanker 

For at få en bedre forståelse af Palæstina i den hellenistiske periode, er det værd at lave fokuserede og specifikke studier af forskellige forhold. Én ting er de mange krige og konflikter, og hvem der kontrollerede hvad og hvornår. Det gør os kun klogere på hvem, der havde det afgørende ord, men siger intet om hvordan det var, at leve i hellenistisk Palæstina. Med udgangspunkt i denne langt fra konkluderende artikel, der mere er en række betragtninger end en egentlig introduktion til perioden, vil jeg på et senere tidspunkt skrive nogle artikler, der går mere i dybden med lokale forhold, hvilket, er det mit håb, vil give os en bedre forståelse af Palæstina under hellenistisk kontrol. Nogle af emnerne jeg allerede nu kan sige, at vi vil kigge nærmere på, er de arkæologiske fund, religion under hellenismen og den jødiske religions udvikling, samt dynamikken mellem de forskellige befolkningsgrupper. Så må vi se om der er videre interesse for denne periode derefter eller om vi skal fokusere på de efterfølgende to perioder, Palæstina under jødisk og nabatæisk kontrol, og Palæstina under romersk kontrol.  

I er selvfølgelig mere end velkomne til at lægge en kommentar eller to.