Jeg tog dette billede i Jaffa tilbage i 2018. Kirken er Sankt Anthonys Kirke, en katolsk kirke, der stod færdig i 1932 og som bruges primært – men ikke kun – af filippinere og andre ikke-israelske statsborgere med arbejdstilladelse i landet. Kirken er opkaldt efter Sankt Antonio di Padova, en franciskanermunk, der levede fra 1195 til 1231 og blev kendt for hans fantastiske kendskab til skrifterne, samt hans hengivenhed til de fattige og de syge.
Billedet er dog ikke relateret til Sankt Antonio, eller endog til kristendommen (selvom kirken selvfølgelig er et typisk symbol for netop kristendommen), men til religion generelt. Tanken er, hvordan “vi” (os udenfor religionen) opfatter religionen og hvordan religionen opfatter os. Hvordan vores rolle som udenforstående forhindrer os i at forstå religionen og dens tilhængere fuldt ud. Men også hvordan religionen ofte søger at forhindre de troende fra at forstå os, de udenforstående. Forstå mig ret, en religion er selvfølgelig ikke et bevidst væsen, men et abstrakt system af symboler og ritualer. Jeg tænker selvfølgelig på de, der har skabt dogmerne og opretholder dem, som forhindrer de troende fra at blive udsat for tanker, der udfordrer religionen. Dette sker både ved fysisk og intellektuel adskillelse. “Vi”, de troende, er de “rene”, de “rettænkende” der har “sandheden”, mens “de”, os der står udenfor, er “vildledte” og endda “urene”.
Men ofte fornemmer jeg, at også vi er med at skabe og opretholde “tremmerne”, der holder os og de troende fra hinanden. Ikke bevidst eller med overlæg, men via vores attitude til religionen og religionens væsen, hvor vi på forhånd afviser at acceptere religionens opfattelse af verden som den er. Det kan vi have vores grunde til, vi kan mene at religionen selv er vildledende, at den er dum, at vi ikke bør spilde tid på noget, der er i modstrid med hvad vi mener er påvist viden, mm. Men ikke desto mindre forhindrer vi os selv i at se verden, som religionen og de troende ser den.
Dette skel er dog altid ikke større, end vi alligevel formår at møde og tale med hinanden. At vi formår at skabe et samfund sammen, hvor vi opfatter hinanden som berettigede medborgere i et samfund, hvor alle skal have mulighed for at indrette deres liv, som de lyster. Men der kan opstå kriser, hvor folk på hver side formår at gøre skellet større. Hvor det gøres til et spørgsmål om identitet og hvor enighed – på den ene eller begge sider – er et tegn på forvildelse. Kriser hvor nogle få formår at overbevise de mange, på deres egen side, at gitteret skal gøres så stort som muligt og kontakten med de, på den anden side, skal forhindres så meget som muligt.
Kirken i dette billede symboliserer for mig en religiøsitet blandt folk, der udnyttes til at lukke dem af fra os andre og gitteret er de konfliktpunker, der forhindrer os i at tale med hinanden. Og jeg er ikke sikker på hvordan vi får brudt gitteret ned, det føles alt for stort og overvældene.