Jeg skriver pt. på et indlæg om al-Mawazin i Haram al-Sharif, trappe-indgangene til Klippemoské-platformen. Jeg er dog ikke sikker på, om jeg bliver færdig med den inden for de kommende dage, så i stedet vil jeg tale lidt om en tur til Masada, for at lave et foto-shoot for mit projekt om Masada.

Men hvorfor Masada? Hvad er der så interessant ved det sted? Hvad er det overhovedet for et sted?

For at sige det kort, så er Masada to fortællinger: en fortælling om et fantastisk bygningsværk, som vel egentlig kun kunne udføres af en person som Herodes, der havde både egoet, ressourcerne, samt den vision det krævede, for at gennemføre bygningen af et fæstningsværk af dette kaliber midt i den judæiske ørken.

Og det er en fortælling om det heltemod, som den sidste gruppe af saddukæere viste, da de stod mod romerne netop her og i sidste ende valgte døden, fremfor at ende som slaver for romerne. En fortælling, der inspirerer det patos, som man forsøger at motivere soldaterne med i det israelske militær. 

Men der er i virkeligheden en tredje fortælling, en fortælling som Masada kun er en del af, men dog en vigtig del. Nemlig fortællingen om det Døde Hav og området rundt om, der både var et fjernt og fjendtlig sted for de, der boede nærved, men samtidig også var et tilflugsted. Og denne fortælling interesserer mig, fortællingen om hvordan man har formået at omdanne en ørken, ved siden af et hav uden liv, til om ikke frodig paradis, så i hvert fald til et sted hvor man har kunnet trives, omend kun for en periode. 

Det kommer jeg til at tale meget mere om, når jeg har arbejdet på projektet og overvejet indgangsvinklen.